Vil du være anonym og sikker på nettet, bør du overveje VPN, Læs hvorfor her.

VPN står for virtual private network og er en særlig teknik, du kan bruge til at forbinde til internettet. Med en VPN-forbindelse, kan du surfe mere sikkert og privat på nettet. Det kan du, fordi der ikke er noget, der kan ledes tilbage til dig og din enhed. Men hvordan virker en VPN? Det kigger vi på her.

En traditionel forbindelse kan være usikker
Når du almindeligvis vil have adgang til noget på nettet, f.eks. et website, sker der en helt fast process. Din enhed (computer, telefon, tablet) kontakter den server, websitet ligger på og identificerer sig med en unik ip-adresse (enhedens id-nummer.) Når serveren har gemt din enheds ip-adresse får du lov til at komme ind på websitet. Det kan potentielt gøre dig sårbar over for hackere og andre kedelige typer, fordi der er en uhindret vej mellem internettet og din enhed.

Kriminelle kan opsnappe oplysninger om dig, mens oplysninger er på vej frem og tilbage mellem serveren og din enhed. De kan også tvinge sig adgang til at se hvad du laver på nettet og hvad du indtaster. De kan muligvis narre dig til at installere noget på din computer, der giver dem uhindret adgang til alt, der foregår på computeren.

Sådan sikrer VPN din forbindelse
En aktiv VPN-forbindelse, sender al din internettrafik igennem en sikker server et eller andet sted i verden. Når du besøger et website vil det derfor ikke være din enheds ip-adresse, der bliver gemt på serveren, men derimod ip-adressen på den server, du er koblet op til gennem VPN. Det betyder, at det du foretager dig på nettet ikke kan føres tilbage til dig, fordi du ikke kan identificeres på ip-adressen. Al data, der udveksles mellem dig og VPN-serveren og fra VPN-serveren til andre servere rundt omkring er krypteret. Derfor kan ingen få adgang til oplysningerne, mens de bliver udvekslet.

Hvilken VPN skal du vælge?
Der er et helt enormt udbud af VPN-forbindelser. De bedste af dem koster penge, men det er heldigvis ikke en herregård. De kan typisk købes for mellem 20 og 80 danske kroner om måneden. Langt de fleste har et brugervenligt program, du installerer på din enhed. Via programmet kan du så bestemme, hvornår du vil koble op til en VPN-server og på den måde surfe ekstra sikkert og anonymt. VPN-udbyderne har alle ekstra funktioner, der på hver deres måde gør produktet til mere end “bare” en VPN-forbindelse. Det kan være dobbelt kryptering, sikkerhedsscanninger, blokeringer af reklamer og meget andet.

Du kan læse en stor guide til de bedste VPN-løsninger på bredbånd.dk