Man læser på en anden måde på en skærm end på papir. Her er vores bedste råd til at skrive gode tekster på nettet.

At læse er ikke bare at læse. Forskning viser, at vores øjne opfører sig på en anden måde, når vi læser på en skærm i forhold til når vi læser på papir. Det er vigtigt at have med i overvejelserne, når man skriver tekster til nettet.

Struktur
I gode nettekster er der traditionelt en stram struktur. Afsnittene er korte og længere tekster har underoverskrifter, der fortæller læseren om det kommende afsnit. Vores øjne har det med at være mere urolige, når vi kigger på en skærm. Struktur er med til at skabe ro, fordi teksten bliver nemmere at overskue. Punktopstillinger og nummereringer er en anden effektiv måde at skabe struktur på.

Billeder og video
På nettet stilles der højere krav til at holde læserens opmærksomhed fanget. Uanset om vi er på en computer, tablet eller mobil, lurer fristelsen til at droppe den tekst vi er i gang med at læse til fordel for noget andet. Opmærksomheden kan blandt andet holdes ved at bryde teksten op med billeder og video, der selvfølgelig skal være relevant for sammenhængen.

Læs vores guide til ophavsret, inden du begynder at bruge billeder og video

Links
Det er enormt nemt at berige sin tekst med mere information til nysgerrige læsere. Udnyt det til at skabe en dynamisk tekst. Link gerne til andre sider i din tekst. Det kan f.eks. være til ordforklaringer, uddybende information og meget andet. Bare vær sikker på, at brugeren ved præcis hvad han/hun kan forvente, hvis der trykkes på linket, som i eksemplet nedenfor:

Hvad må man skrive på nettet? Det giver vi svaret på her.

Sproget
Der kan skrives et utal af linjer om godt sprog på nettet, men helt grundlæggende handler det om at kende sin målgruppe. Skriv i et sprog målgruppen forstår uden hverken at tal op eller ned til den. F.eks. er målgruppen for den her tekst så bred, at der er foretaget et bevidst fravalg af ord som “verbum”, “substantiv”, “adjektiv” og “mellemrubrikker”.

For at gøre en tekst ekstra læsevenlig, bør du have nogenlunde styr på at sætte komma og punktum. Det har Dansk Sprognævn lavet nogle gode guides til, som du finder her.

Med tegnsætningen på plads, kan du begynde at tænke over sætningslængder. En tekst bliver, ubevidst, mere spændende at læse, hvis der er både korte og lange sætninger. Der er ingen grænser for, hvor kort en sætning kan være. Den kan være kort. Meget kort. Men pas på, at sætningerne ikke bliver for lange, for så glemmer man det, der stod i starten af sætningen, og det er virkelig ikke læsevenligt, det vil bare irritere læseren. Du er lidt irriteret nu, ikke?