Hvordan må virksomheder markedsføre deres produkter til dig som forbruger? Vi gennemgår de vigtigste punkter i markedsføringsloven her.

Alle kæmper om vores opmærksomhed på nettet. Den kan potentielt være mange penge værd, så virksomheder bruger alverdens tricks og kneb for at lokke dig til at trykke på “køb”-knappen. I Danmark har vi en relativt stram lovgivning, der ligger en del begrænsninger på, hvordan firmaer, som markedsfører til danskere, må markedsføre sig. Virksomhederne er underlagt markedsføringsloven. Generelt er det ikke tilladt at markedsføre sig med post, mail, sms, mms eller telefonopkald uden forbrugerens samtykke. Desuden er det forbudt at lave forkert eller vildledende markedsføring.

De vigtigste punkter i markedsføringsloven forklaret kort:

Børn og unge er ekstra beskyttet
Loven bliver fortolket ekstra stramt, når det gælder markedsføring til børn og unge under 18 år. Det sker for at beskytte børn og unge, der ikke er lige så erfarne som voksne i at gennemskue markedsføring. Det skal være meget tydeligt, når der reklameres for noget, og så må der ikke bruges, frygt, overtro eller vold i markedsføringen til børn og unge. Reklamen må ikke opfordre til hensynsløs eller skadelig adfærd. Køb af abonnementer og medlemskaber skal ske af en forælder. Webshops skal indrettes sådan, at personer under 18 år ikke kan købe noget uden godkendelse fra en forælder. Omkring køb i spil, apps og lignende skal barnet gøres opmærksom på, hvornår et tryk på et link og en knap medfør et køb.

Konkurrencer
Virksomheder kan markedsføre sig med konkurrencer – også dem, der er betinget af, at man køber en ydelse eller produkt før man kan deltage. Konkurrencens vilkår og betingelser skal være tydelige og let gennemskuelige for forbrugeren. Betingelser og vilkår skal blandt andet dække: om der er aldersmæssige eller geografiske begrænsninger for deltagelse, hvor meget den enkelte præmie er værd, hvor står gevinstchancen er, hvordan og hvornår vinderen bliver fundet og hans/hendes navn offentliggjort samt detaljer om levering, afhentning og forældelse. Som udgangspunkt gælder disse regler også for konkurrencer på sociale medier. Det enkelte sociale medie, kan dog have sine egne regler om markedsføring via konkurrencer- eksempelvis om delinger af konkurrencen som en betingelse for at være med i den.

Dokumentation
Virksomheder skal kunne dokumentere de påstande, man bruger i markedsføringen. Hvis en virksomhed markedsfører et produkt på, at det er billigst eller andet, skal det kunne dokumenteres. Er dokumentationen ikke på plads kan det blive vurderet, at markedsføringen overtræder lovens forbud mod forkert eller vildledende markedsføring.

Tilbudspriser
Virksomheden skal kunne dokumentere, at en vare, der nu er på tilbud, rent faktisk har kostet den oplyste førpris “i en længere periode.” Ved tilbud, der er så gode, at virksomheden kun har et begrænset antal af produktet, skal det tydeligt oplyses i markedsføringen. Det samme gælder eventuelle mængdebegrænsninger – altså grænser for, hvor mange af det samme produkt hver kunde må købe.

Skjult reklame
På sociale medier og blogs kommer der flere og flere, som tjener penge på at skrive blogindlæg, lave videoer og så videre. Hvis der reklameres for en virksomhed eller et produkt skal det tydeligt fremgå, at det er en reklame. Uanset hvor en reklame bringes, skal den altid kunne identificeres som reklame.

Spam
Begrebet spam dækker over henvendelser, som man ikke har takket ja til at modtage. Det er ikke tilladt at udsende spam, der har til hensigt at sælge noget eller at øge kendskabet til en virksomhed.

Spam-mails kan se ud på mange måder. Hvis du er helt sikker på, at afsenderen er reel, kan du bruge det afmeldingslink, der muligvis er i bunden af mailen. Hvis det er mere mistænkelige mails, er det bedst at tilføje dem til spamfilteret i dit email-system, så tilsvarende mails ikke lander i din indbakke igen. Hvis afsenderen er dansk, kan du klage til Forbrugerombudsmanden.

Klagemuligheder
Klager over overtrædelser af markedsføringsloven behandles af Forbrugerombudsmanden 

Du kan finde alle paragrafferne i markedsføringsloven her