Det kan være svært at finde ud af, hvilken stationær computer man skal købe. Vi har forsøgt at gøre det lidt lettere med guiden her.
Computere skal af og til skiftes ud. Programmer, spil osv. bliver mere og mere krævende og gamle filer gør gamle computere langsomme. Man skal ikke lede længe for at finde nye, stationære computere, men hvad skal man egentlig overveje inden det endelige køb?
Ingen kender fremtiden
Først og fremmest, bør man ikke se computere som et fremtidssikret køb. Ingen kan vide, hvordan teknologien udvikler sig de kommende år. Derfor er det heller ikke til at sige, hvor mange år din nye computer kan holde. Det gode ved stationære computere er, at alle dele kan skiftes ud. Så hvis du f.eks. får brug for en ny harddisk kan du nøjes med at skifte den og ikke hele computeren.
Harddiskens størrelse får mindre betydning
For bare nogle få år siden var det afgørende, hvor meget plads, der var på computerens harddisk. Det betyder selvfølgelig stadig noget, men det vil komme til at betyde stadigt mindre. Forklaringen er, at en stigende del af vores programmer, filer osv. ligger på internettet og dermed ikke optager plads på computerens harddisk.
Kend formålet
Prismæssigt er der stor forskel på, om en computer skal bruges til de aller nyeste spil eller den gode gamle klassiker Syvkabale. En computer beregnet til nye spil, er markant dyrere end en computer, der ikke har så mange kræfter. For en spilcomputer er især processor (CPU) ram og grafikkort vigtigt. En computer til filmredigering klarer sig bedst med en hurtig processor og mange ram. En computer til kontorbrug kører fint under næsten alle omstændigheder. Der er ingen grund til at betale for en kraftfuld computer, hvis den kun skal bruges til kontoropgaver.
Skal den med?
Selvom stationære computere per definition ikke er bærbare, kan man faktisk sagtens finde stationære computere, der er til at have med rundt. Det afhænger af hvor stor og tung computeren er, og de findes i mindre udgaver – f.eks. de såkaldte barebone-computere. Det kan være ret praktisk, hvis computeren skal med over til vennerne.
Sammenlign priser
Forhandlere har samme eller tilsvarende computere til vidt forskellige priser. For at starte et sted kan du f.eks. tage et kig i de ugentlige tilbudsaviser og google mærke samt modelnummer. Søgningen vil sandsynligvis give priser på samme computer hos forskellige forhandlere. Nogle fysiske butikker matcher prisen hos webbutikker.