Sikkerhedsfirmaet Bitdefender ser frem mod 2019.

Når et år går på hæld, er det naturligt at kigge frem mod det nye. Det er hvad sikkerhedsfirmaet Bitdefender gør i en pressemeddelelse. Firmaet kommer med følgende 10 forudsigelser om it-sikkerhed i 2019:

1. Vi ser effekten af GDPR
EU har strammet reglerne for virksomheder og myndigheders omgang med persondata. Det er også kendt som GDPR, og takket være reglerne vil beskyttelsen af oplysninger blive taget mere seriøst, ikke mindst fordi, der vanker bøder i millionklassen hvis de ikke overholdes.

Læs mere om GDPR her. 

2. Ransomware vil ikke stige i omfang
Ransomware, hvor kriminelle låser adgangen til filer eller hele computeren og forlanger betaling, vil stadig være den mest rentable angrebsform for cyberkriminelle. Men omfanget af det vil ikke sige. Det har to årsager: for det første har mange it-kriminelle kastet sig over cryptojacking i stedet for, og for det andet har mange virksomheder og private beskyttet sig bedre mod ransomware-angreb.

3. Cryptojacking bliver mere udbredt
Ved cryptojacking udnytter kriminelle andres computerkraft til at udvinde cryptovalutaer som eksempelvis Bitcoin. I 2018 blev det de kriminelles mest foretrukne svindelnummer. Det er nemmere at udføre end ransomware-angreb og derudover er det sværere for ofrene at opdage, at deres computer bliver misbrugt.

4. Betal eller dø
I takt med, at der kommer flere og flere enheder, der kommunikerer med hinanden, bliver de mere sårbare overfor et angreb. Og der vil komme flere angreb mod den type enheder. Det er både enheder vi har derhjemme, som overvågningskameraer og babyalarmer, men de bliver i stigende grad også opereret ind i os. Det åbner muligheden for, at cyber-kriminelle kan målrette et et ransomware-angreb mod eksempelvis en pacemaker eller andet medicinsk udstyr og forlange penge for ikke at slukke det

5. Angreb mod banker
Bankerne vil blive udsat for flere angreb, hvor avancerede kriminelle vil forsøge at løbe med rigtig mange penge. Tidligere er det sket gennem phishing-mails sendt til bankansatte, der dermed har åbnet en bagdør ind i bankernes systemer.

6. Indblanding i europæiske valg
Der har været flere eksempler på, at Rusland har forsøgt at blande sig i andre landes valgkampe. Det vil fortsætte i 2019, bl.a. gennem sociale medier, der vil blive brugt til at sprede falske nyheder.

Læs også: Forsvarets Efterretningstjeneste: Rusland vil forsøge at påvirke danske valg

7. Mobile fintech-tjenester under angreb
Finansielle tjenester på mobilen, for eksempel banker, der udelukkende findes på mobilen, bliver mere populære. Det gør dem til mere interessante mål for kriminelle, der derfor vil kigge mere mod den type tjenester i 2019.

8. Udnyttelse af fejl i hardware
Det er ikke kun computerens programmer, der kan være sårbare overfor angreb. Det gælder desværre også forskellige dele i selve computeren, og det kommer vi til at se mere af i 2019

9. Flere angreb på Mac
Mac har haft et ry for at være sikre mod angreb. Det ser ud til at krakelere en del i 2019, hvor alt tyder på, at der kommer flere angreb målrettet svagheder i Apple-computernes styresystemer.

10. Makroer og filløse angreb
Angreb, der udnytter Microsoft Office makroer, vil stige i antal og omfang. Makroer er kommandoer, der automatiserer rutinemæssige opgaver. Det bliver især brugt i den type af svindel hvor ofret bliver narret til eksempelvis at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger.