I takt med at digitaliseringen stiger, bliver det mere og mere almindeligt at anvende nettet til alle formål. Dette er uanset, om det er til handel, information, underholdning, praktiske formål med mere. Det er let og hurtigt at benytte sig af de online muligheder, men truslen fra forbrydere, der vil have fat i dine penge og oplysninger, stiger desværre også. Derfor er det en god idé kun at benytte sig af legitime sider. Her guider vi til, hvordan du kan finde ud af, om en webside er sikker.
Der findes utallige websider online, og mange danskere køber og anvender efterhånden nettet til mere eller mindre alt. Midt i junglen kan det være svært at overskue, om en side er legitim eller ej. Baseret på ekspertviden fra Forbrugerrådet Tænk guider vi her til, hvad du skal holde øje med, så du bedre kan vurdere en websides legitimitet:
Hængelåsen
Når du går ind på en webside bør du naturligvis se efter, om der er en hængelås forrest i adressefeltet foran URL’en. En hængelås betyder nemlig, at siden har et sikkerhedscertifikat og kryptering, og derfor er sandsynligheden for, at du er i sikre hænder, meget større.
Hvis du gerne vil være sikker på, at websiden er i orden, før du besøger den, kan du se efter, om der står ”https” og ikke kun ”http” foran URL’en. Dette kan du se på flere måder. Enten kopierer du adressen ind i adressefeltet, før du klikker dig ind. I søgemaskinen kan du søge på den side, du gerne vil ind på, og når det ønskede resultat kommer frem, kan du lade musen glide over uden at klikke for at se, om der står https eller http.
Det skal siges, at en side uden sikkerhedscertifikat ikke nødvendigvis er illegitim. Men hvis du skal angive personlige oplysninger – både omkring dig selv og dine bankoplysninger – så bør det kun gøres på sider med hængelås.
Nem-ID og licens
Hvis det er en underholdningsside, du gerne vil besøge, hvor du skal angive personlige oplysninger, bør du altid se efter sikkerhedscertifikat. Hvis du gerne vil spille for eksempel online casino, så bør du vælge en udbyder, hvor der kræves NemID eller lignende til login. Så ved du, at der er styr på sikkerheden både for din og for udbyderens skyld.
Derudover vil et casino altid skulle have en licens til at udføre denne form for forretning. Dette skal fremgå tydeligt på siden.
Nogle shopping-sider anvender også Nem-ID til verificering ved betaling. Dette vil sikre dit betalingskort mod svindel.
e-Mærket
Hvis det gælder en dansk side til shopping, så se efter, om den er e-Mærket. Dette er en dansk ordning, der har til formål lettere at identificere de legitime online-forhandlere.
Hjemmesidens opbygning og tekst
Hav de kritiske briller på, når du går ind på en hjemmeside: Hvordan ser den ud? Er den professionel at se på? Eller er det noget, der bare lige er klasket sammen?
Hvordan er sproget? Er det korrekt dansk, hvis du benytter en dansk side, eller fyldt med fejl? Ligner det noget, der bare kommer fra en automatisk oversættelse, eller er sproget nuanceret og korrekt? Sproget kan være en meget stærk indikator for sidens legitimitet.
Kontaktoplysninger
En legitim webside vil altid have kontaktoplysninger. Disse finder du gerne nederst på siden eller i et separat punkt som ”Kontakt os” eller ”Om os”. Se efter om der er korrekt navn, adresse, e-mail og telefonnummer. Hvis det er en dansk virksomhed, vil der også være et CVR-nummer.
Tjek gerne oplysningerne efter på din søgemaskine for at se, om de virker korrekte.
Sociale medier
Langt de fleste hjemmesider har tilknyttede sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram. Se om hjemmesiden linker til disse eller led efter dem på din søgemaskine.
Hvis der er sociale medier, kan du tjekke, om der er sammenhæng mellem siderne, hvor mange følgere de har, deres sprog, og hvad de poster. Dette er ikke en skudsikker løsning, men det giver et godt fingerpeg.
Andres oplevelser
Det kan være en god idé at se, hvad der generelt er blevet skrevet om websiden andre steder og af andre besøgende. Hvis du søger efter navnet på din søgemaskine så se efter, om siden er anmeldt på for eksempel Trustpilot. Her vil du kunne se andre besøgendes oplevelse med siden. Dette giver dig også et fingerpeg om, hvorvidt siden er velfungerende.
Hvis du gerne vil lære mere om, hvordan du generelt sikrer dig på nettet, kan du læse mere her.
Lokalisér om siden er legitim
Ønsker du at være sikker på, at den valgte webside er sikker, kan du gøre meget selv: Tjek at adressen hedder ”https” og ikke blot ”http”, samt om en hængelås kan lokaliseres foran adressen. Derudover er Nem-ID til verificering og betalingstiltag, der giver legitimitet, og e-mærket vidner om, at en butik er i orden. Hertil kan du holde øje med, om sproget er velskrevet, og om der findes korrekte kontaktoplysninger. Du kan også se, om andre besøgende har skrevet anmeldelser.