Forbrugerombudsmanden advarer mod en webshop, der kræver betaling for et løbende abonnement.

Vi har tidligere her på It-borger.dk skrevet om de såkaldte abonnementsfælder, hvor forbrugere køber et produkt eller en tjeneste på nettet, og derefter bliver tilmeldt et abonnement.

Forbrugerombudsmanden har været efter flere webshops, der efter deres opfattelse ikke har gjort tydeligt nok opmærksom på, at man tilmelder sig et abonnement. Nu har Forbrugerombudsmanden udsendt endnu en advarsel. Denne gang mod webutikken prisamok.nu

Abonnementet hos prisamok.nu koster 399 kr. om måneden, men det fremgår ikke tydeligt nok, mener forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Læs også: Politiet opretter center til bekæmpelse økonomisk kriminalitet på nettet

– Prisamok.nu vildleder forbrugerne til at indgå et abonnement, når de køber et produkt på hjemmesiden, fordi de ikke oplyser tydeligt om, at forbrugerne skal betale for at handle. Virksomheden bruger betalingsoplysningerne til at trække flere hundrede kroner hver måned, siger hun i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden opfordrer forbrugerne, der er fanget i abonnementsfælder til at tage kontakt til virksomheden og meddele, at man ikke har indgået en aftale, at aftalen er ugyldig og at man vil have pengene tilbage. Derudover bør man kontakte sin bank for at få lavet en tilbageførsel af pengene.