Hvor meget kan man egentlig stole på, hvad der står i en reklame?

I Danmark har vi strenge regler for reklamer og annoncørbetalt indhold. Den danske markedsføringslov sikrer, at selvom indholdet har et kommercielt formål, så kan vi vide os nogenlunde sikker på, at vi ikke bliver snydt eller løjet over for.

Men da internettet og søgemaskiner såsom Google ofte leverer os resultater fra hele verden, som måske ikke lever op til den danske markedsføringslov, er vi stadig naturligt skeptiske over for reklamer.

Af den årsag vælger mange af os også at ignorere annoncer på Google og i stedet gå ned til det første ‘naturlige’ søgeresultat. Men er det også en reklame – og har hjemmesiden kunnet købe sig til at blive vist som topresultat i Google?

Hvordan fungerer Google og andre søgemaskiner?

Google og andre søgemaskiner såsom Bing eller DuckDuckGo tjener blandt andet sine penge på annoncer.

Det betyder, at søgemaskinerne er ikke gratis. De tjener deres penge på enten at bruge din data til markedsføring eller vise dig reklamer. De reklamer er markeret med en lille notits om, at de er sponsoreret eller en annonce:

sponsorerede regnfrakker

Men de annoncer har kun værdi, fordi de bliver vist for en stor gruppe af potentielle kunder. 

Søgemaskinerne arbejder derfor hårdt på at vise dig de bedste søgeresultater. Det vil sige, at resultaterne skal være relevante, troværdige og leve op til dine forventninger. Ellers mister du lysten til at bruge den søgemaskine.

De forventninger bliver også ofte kaldt for search intent, eller søgeintention.

Som hjemmesideejer eller virksomhed kan man arbejde for at levere et bedre resultat, der besvarer din specifikke søgning på bedst mulig vis. Det arbejde kaldes også for SEO, eller søgemaskineoptimering.

SEO / søgemaskineoptimering forbedrer en hjemmesides chancer for at stige i søgeresultaterne

SEO er en form for markedsføring.

Selvom man ikke prøver at sælge et produkt eller en ydelse, så udfører man SEO, hver gang man arbejder målrettet for at stige i Googles søgeresultater.

Virksomheder og organisationer vælger ofte enten at lave arbejdet selv eller hyre andre til at gøre det for sig. Det kan gøres ved at ansætte medarbejdere, der skal arbejde med SEO eller ved at hyre et kommunikations- eller marketingbureau, der tilbyder SEO.

I den forstand kan man altså købe sig til ekspertviden og arbejde, der gerne skulle resultere i højere placeringer i Google. Det gør man som regel ved at lave nyt og bedre indhold på siden, øge sidens troværdighed med digital PR eller forbedre brugeroplevelsen og sidens tekniske opsætning.

Men selvom en hjemmeside følger Googles retningslinjer og gør en indsats for at levere godt indhold, er resultat på ingen måder garanteret.

Det er, fordi Google selv bestemmer, hvad der ligger i toppen af søgningerne – og deres vurderinger bygger på brugernes behov og hvordan de opfører sig, når de søger på nettet eller klikker ind på en hjemmeside.