En indbrudstyv fik mere end computere med hjem fra sit uvelkomne besøg på rådhus.

En indbrudstyv, der i sidste uge var på spil på Gladsaxe Rådhus fik mere end de fire computere med hjem, han huggede. På den ene computer lå et regneark med oplysninger om ca. 20.000 borgere, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det var blandt andet oplysninger om navn, adresse og personnummer. Kommunen har meldt sagen til politiet og Datatilsynet, men regner ikke med at risikoen for, at oplysningerne bliver misbrugt er ret stor. Ifølge kommunen er det den vurdering man har fået fra en ekspert i it-sikkerhed.

Fejlen skete ved, at en medarbejder gemte filen lokalt på en computer, og det er ikke godt nok, mener kommunaldirektøren.

Læs også: Sådan undgår du at købe stjålne ting

– Der er tale om et uheldigt sammentræf af et tyveri og en fejl begået af en enkelt medarbejder. Og jeg er rigtig ærgerlig over, at det her kunne ske. Det er vanskeligt at gardere sig helt mod tyveri og menneskelige fejl. Men vi har de seneste måneder gjort en massiv indsats for at oplyse vores ledere og medarbejdere om, hvordan de håndterer fortrolige oplysninger på en sikker måde ifølge de nye datasikkerhedsregler. Og så sker det her alligevel. Det er ikke godt nok. Nu vil vi se på, hvordan vi kan gøre endnu mere for at sikre vores fortrolige oplysninger og vores rådhus, siger Gladsaxes kommunaldirektør Bo Rasmussen.

De berørte borgere har fået et brev fra Gladsaxe Kommune.