Folkeskoler over hele landet får mulighed for at tage et digitalt kørekort, der skal klæde dem bedre på i digitale fællesskaber.
Hvad kan man gøre for at få en ordentlig tone på nettet? Og hvordan bliver de digitale fællesskaber rare steder at være? Det har et undervisningsforløb kaldet WiFive, udviklet i samarbejde mellem Danske Skoleelever og TDC, sat fokus på.
Tilbagemeldingerne er så gode, at forløbet nu bliver udbredt til folkeskoler over hele landet.
Læs også: Kampagne skal lære børn og unge om datasikkerhed
Succesen skyldes primært elevernes engagement, mener Danske Skoleelever.
– Vi skal sende store high-fives til de elever, der har deltaget med et stort engagement i at sikre et trygt og godt digitalt fællesskab med projekt WiFive. Det er deres fortjeneste, at vi nu står med et stærkt læringsmateriale, fordi det både er udviklet af og til eleverne med udgangspunkt i deres digitale virkelighed, siger Sarah Gruszov Bærentzen, formand for Danske Skoleelever, i en pressemeddelelse.
Evalueringerne viser, at næsten 77 procent af eleverne, der har deltaget i forløbet mener, at det har gjort dem tryggere når de færdes online. 94 procent mener, de har fået god forståelse for digitale fodspor og 85 synes det har været med til at sikre et godt digitalt fællesskab i klassen.
WiFive er for elever i 4.-6. klasse.