Dansk virksomhed har fået den hidtil største bøde for at sende spam.

Alle, der har en mailadresse kender til spam – de uopfordrede mails man får, og som man på ingen måder har takket ja til. En ny afgørelse fra Københavns Byret viser, at spam kan være særdeles dyr for danske virksomheder at udsende. Institut For Personaleudvikling ApS er blevet idømt en rekordstor bøde på 800.000 kroner for at udsende flere end 38.500 spammails.

For at fastsætte bødens størrelse har retten taget udgangspunkt i en straf på 100 kroner per udsendt mail eller sms. Den er dog blevet nedjusteret til de 800.000 kroner.

Læs også: Minister vil gøre sundhedskortet digitalt

Institut For Personaleudvikling ApS gik konkurs i 2017, og mødte ikke op i retten.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er afgørelsen en vigtig sejr i kampen mod spam.

– Spam er noget af det, vi modtager rigtigt mange klager over, og dermed noget, som folk føler sig meget generet af. Forbuddet mod spam er fastsat for at beskytte vores privatliv. Der er derfor vigtigt, at retten har fastslået, at virksomheder risikerer store bøder ved at sende spam, siger Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.