Hvad er SU og hvem kan få det?

SU er en forkortelse af Statens Uddannelsesstøtte. Det er en ordning, som yder økonomisk støtte til de, som er fyldt 18 år og er under uddannelse. Dette kan både være i form af et SU-stipendium og et SU-lån.

Stipendiet er en støtte, som ikke skal betales tilbage senere hen, hvorimod lånene skal tilbagebetales, når du er færdig med din uddannelse. Der er nogle særlige regler og betingelser, som gør sig gældende for, at du kan modtage SU eller tage SU-lån.

  • Hvis du skal være berettiget til at modtage SU, skal du være studieaktiv uden modtagelse af anden offentlig støtte. Desuden er der en begrænsning for, hvor meget du må tjene ved siden af din SU.
  • Du skal være dansk statsborger for at modtage SU. Hvis du er udenlandsk statsborger, har du mulighed for at søge om at blive ligestillet med danske statsborgere, hvorefter du vil kunne modtage SU.
  • Hvis du går på en ungdomsuddannelse, skal du være fyldt 18 år for at modtage SU. Her beregnes din SU ud fra dine forældres indkomst, hvad end du bor hjemme eller ude. Dette gælder dog ikke efter du er fyldt 20 år, hvor du kan få satsen for udeboende, så længe du rent faktisk bor ude.
  • Går du på en videregående uddannelse er der ingen aldersgrænse. Her vurderes satsen af din SU udelukkende på baggrund af om, du bor hjemme eller ude.
  • Er du enlig forsørger, kan du søge om et tillæg til din SU samt supplerende SU-lån.

Dette er nogle af de regler, der gælder for om du er berettiget et SU-stipendium og SU-lån.

Se satserne for SU og SU-lån online

Hvis du er i tvivl, om hvad du egentlig kan modtage i SU, har du mulighed for at se satserne online på SU.dk. Satsen af din SU afhænger af, hvilken uddannelse du går på, samt hvor gammel du er, og hvor du bor henne. Der er også andre ting, som kan spille ind og påvirke satsen af din SU.

Med et overblik over satserne er det let at finde ud af, hvad du kan få. På den måde kan du bedre lægge et månedligt budget ud fra din kommende indtægt.

På su.dk har de et overblik over alle de forskellige satser, der kan gøre sig gældende. Her skal du selv indtaste, om du går på en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Herefter skal du tage stilling til, hvorvidt du bor ude eller hjemme, hvorefter du får et overblik over de satser, der gælder for dig, ud fra de oplysninger du har givet, i det givne år.

Der er også information om satser i forhold til uddannelser i udlandet eller særlig støtte. Du kan altså finde alt, hvad du skal vide omkring SU-satser online på su.dk.

Sådan søger du om SU med dit NemID

Når du skal søge SU, skal det gøres online over minSU, hvor du kan få adgang ved at logge på med dit NemID. Du skal blot gå ind på minSU, hvor du på forsiden kan logge ind. Herfra guider hjemmesiden dig til, hvordan du helt konkret søger om SU. For at søge, skal du opfylde generelle betingelser samt betingelser knyttet til din uddannelsesinstitution.

Det er først muligt at søge om SU, når du er blevet optaget på en uddannelse. Dette skal tidligst gøres en måned før du starter. Det er vigtigt at gøre det så hurtigt, som det er muligt, da du ikke kan modtage SU med tilbagevirkende kraft.

Du skal ikke selv beregne din SU sats, når du søger, da den bliver udregnet på baggrund af blandt andet dine adresseoplysninger i folkeregistret. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at hvis du søger SU før du eventuelt er flyttet hjemmefra, vil den blive udregnet efter disse oplysninger, også selvom du har meldt en kommende flytning til folkeregistret. Når du reelt er flyttet, bliver din sats automatisk omregnet, så du får SU efter din nye boligsituation. 

Du skal altså blot søge SU ved hjælp af dit NemID, og så bliver der på baggrund af dine oplysninger vurderet, hvorvidt du er berettiget, og hvor meget du kan modtage støtte.

Søg om et SU lån via din online side på minSU

Hvis du skal søge om et SU lån, skal det gøres online på minSU. Du kan kun søge om lånet til de måneder, hvor du rent faktisk modtager SU.

Du kan først søge om et SU lån, når du har modtaget en optagelse på en uddannelse, og dette gælder tidligst en måned før du kan få SU.

Når du skal søge lånet via minSU, skal det gøres af to omgange:

  1. Du skal logge ind på minSU med dit NemID. Her kan du via din profil søge om et SU lån. Du får en bekræftelse på e-boks eller borger.dk, når du er blevet tildelt lånet.
  2. Herefter, skal du udfylde og godkende din låneplan i minSU for at få selve lånet udbetalt. Når du har gjort dette, vil der typisk gå mellem 1 og 2 uger, før du får dit lån udbetalt.

Du kan altså først modtage dit lån, når du har udfyldt og godkendt en låneplan. Denne plan viser blandt andet:

  • Hvor stort dit tildelte lån er
  • Hvor et beløb, du har anmodet om at få
  • Hvor stort dit rådighedsbeløb er hver måned
  • Hvor meget SU lån du i det indeværende år har fået udbetalt

Det er muligt at godkende låneplanen hele året med en frist på d. 15 december i hvert år.

Du bliver tildelt et fast månedligt beløb, hvor du selv kan vælge om du vil have ubetalt det hele hver måned. Du kan også vælge at få udbetalt mindre eller intet i nogle måneder, og så få det overskydende beløb tildelt senere på året. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at du ikke omvendt kan få fremtidige lån betalt på forhånd.

Hvis du fortryder eller ikke ønsker, at få udbetalt det lån, du er tildelt, kan du blot lade være med at godkende låneplanen i minSU. Har du dog allerede gjort dette, kan du rette beløbet i låneplanen til 0 kroner inden d. 15 i måneden før den måned, hvor du ikke ønsker udbetalingen fra alligevel. Du kommer aldrig til at skylde mere end det, du rent faktisk har fået udbetalt plus renter.

Ændringer i skat i forhold til SU laves på Tastselv

Når du modtager SU, skal der betales skat af beløbet. Det er naturligvis noget, som sker automatisk og ikke gælder arbejdsmarkedsbidrag eller ATP.

Den skat, der trækkes fra din SU, bliver vurderet ud fra dit hovedkort eller frikort. Ønsker du derfor at ændre det til dit bikort eller få en forhøjet trækprocent, kan du selv gøre dette over minSU.  

Sker der ændringer i din indkomst, er det vigtigt, at du er opmærksom på dette, da det kan have en betydning for, hvor meget, du kan få i SU. Du skal derfor gå ind på SKATs Tastselv, hvor du kan ændre i din indkomst eller et muligt fradrag. Når du har ændret oplysninger på Tastselv, bliver oplysninger automatisk modtaget af Styringen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. De sørger for, at du får den rette sats i SU uden, at du selv skal indsende oplysninger til dem eller ændre noget inde på minSU.

Det er vigtigt, at du selv er opmærksom på om, du betaler for lidt i skat. Dette kan ske, hvis du bruger dit hovedkort til både din SU og andre steder. Her vil begge steder få et månedsfradrag, som vil resultere i, at du skal tilbagebetale noget til SKAT i sidste ende. Du skal derfor selv tage ansvar på at informere din arbejdsgiver og minSU om, hvilket kort de forskellige indtægter skal køre på. Du kan altid logge på minSU og ændre din SU til et andet kort. Du skal dog være opmærksom på, at dette ikke gælder med tilbagevirkende kraft.

Læs mere om regler og betingelser for SU online

Hvis du stadig er i tvivl om, hvilke regler og betingelser, der gælder for SU, kan du finde en masse information online. Du kan blandt andet finde mere information på su.dk. Her finder du viden inden for alle forskellige områder, der gælder for SU.

Du behøver derfor ikke være i tvivl længe, hvis du blot udnytter dig af al den viden, der kan findes online. Det er selvfølgelig også muligt at ringe ind til SU kontoret, men det kan tage lang tid at komme igennem. Det er derfor ofte hurtigere og lettere at finde informationen online. Der vil du næsten kunne få et svar lige meget, hvilket spørgsmål du har, medmindre det er meget specifikt i forhold til din situation. Det er derfor altid en god idé at søge lidt rundt online, før du ringer.

Det er altså bare om at finde alle de oplysninger, du har behov for, hvis du går på en ungdomsuddannelse eller skal læse videre.