Hvad er boligstøtte og boligsikring?

Boligstøtte er et skattefrit tilskud, du kan få til betalingen af din husleje, fra det offentlige. Boligsikring og boligydelse hører ind under begrebet boligstøtte. Det er din situation, som afgør om, det kaldes boligsikring eller boligydelse, selvom begge tilfælde handler om en støtteordning. Du skal stadig selv betale en andel af huslejen, men kan få et tilskud, hvis du er i en situation, hvor du er økonomisk udfordret og opfylder visse betingelser.

Det er mest normalt bare at bruge fællesbetegnelsen, boligstøtte, for boligsikring og boligydelse. Derfor er det oftest det begreb du vil høre, hvis du er i kontakt med det offentlige. Der er dog en forskel på boligsikring og boligydelse:

  • Boligsikring: Boligstøtten kaldes boligsikring, hvis du bor til leje og ikke modtager social pension.
  • Boligydelse: Boligydelse er det mest korrekte term, hvis du er førtidspensionist, folkepensionist eller modtager af invalidydelse.

Hvad end der er tale om boligsikring eller boligydelse, forvaltes boligstøtten af Udbetaling Danmark. Før i tiden var det hver enkel kommune, der stod for det, men dette blev ændret i 2013. Boligstøtte finansieres til gengæld af et samarbejde mellem stat og hjemkommune.

I forhold til finansieringen er der en smule forskel på boligsikring og boligydelse. Ved boligsikring står stat og kommune for hver 50 procent af finansiering. Ved boligydelse derimod er det staten, som står for 75 procent af finansieringen, mens kommunen kun står for 25 procent. I unikke tilfælde kan staten stå for 100 procent af finansieringen.

Er du i tvivl om, hvorvidt du kan få boligstøtte? Find svar online

Hvis du ikke er helt sikker på, hvorvidt du er berettiget til boligstøtte, er det en god idé at søge hjælp online. Du kan også ringe ind til Udbetaling Danmark, men her kan du forvente en lang ventetid. De fleste svar kan findes online, og du sparer derfor rigtig meget tid ved at undersøge den vej igennem, før du ringer.

Du kan blandt andet finde en masse information om, hvem der er berettiget til boligstøtte på Borger.dk. Her kan du se, hvilke kriterier der gælder. Det kan blandt andet handle om, hvilken boligtype, du bor i. Der er en række eksempler på forskellige boligsituationer, så du kan se om, du hører inden for en af de kategorier, hvor du kan modtage boligstøtte.

Brug en online beregner til at se om, du kan få boligstøtte

Hvis de svar, du finder inde hos Borger.dk, er en smule for overordnede, og du gerne vil have et mere konkret svar på, om du kan få boligstøtte, og hvor meget du kan få, kan du bruge en online beregner. Borger.dk har et link direkte til en beregner på boligstoette.dk, hvor du kan få et konkret bud på, hvad du kan få i boligstøtte.

Når du kommer ind på beregneren, skal du oplyse nogle forskellige informationer, som bruges til at beregne den boligstøtte, du er berettiget. Først skal du vælge om, du vil logge ind med dit NemID eller lade være med at logge på. Dette er helt op til dig og gør ingen forskel for, hvordan beregneren fungerer. Herefter skal du indskrive nogle oplysninger:

  • Basis information: Dette gælder adresse og boligtype.
  • Beboere: Her skal du videregive information om dig selv som beboer og eventuelt andre beboere i boligen.
  • Indkomst: Her informerer du om din månedlige indkomst, fradrag per år, kapitalindkomst per år og formue.
  • Boligen: Her videregiver du hvor stor din bolig er, din husleje, antal værelser og lignende.

Når disse oplysninger er givet, får du et resultat af det beløb, du kan få i boligstøtte. Hvis der står 0 kroner, betyder det, at du ikke kan få boligstøtte. Hvis du er berettiget boligstøtte, vil der stå, hvilket beløb du kan regne med at modtage.

Beregneren er et meget smart værktøj, som du kan bruge, hvis du vil have en klar idé om, hvad du kan få udbetalt i boligstøtte. Det giver dig mulighed for at opsætte et korrekt budget i forhold til din boligsituation.

Tilmeld dig boligstøtte digitalt

Du skal tilmelde dig boligstøtte digitalt, medmindre du har en undtagelse, som giver dig mulighed for at gøre det via en blanket. Det er dog langt nemmest at søge digitalt, og derfor også sådan de fleste, skal gøre det.

Når du skal søge, kan du finde et link på Borger.dk, som sender dig hen, hvor du skal søge boligstøtte. Her skal du logge ind med dit NemID for at søge.

Når du er kommet ind, hvor du skal søge om boligstøtte, er der nogle forskellige informationer, du skal oplyse.

Du skal blandt andet oplyse hvad du betaler i husleje uden forbrug. Det er derfor vigtigt, at du husker at trække visse udgifter fra, så du kun oplyser din rene husleje. Hos Borger.dk kan du finde et link over de udgifter, der skal trækkes fra, hvis du er i tvivl.

Sommetider skal der vedhæftes dokumentation, men det vil du blive informeret om inde i ansøgningen. Du kan altid gemme de oplysninger, du har skrevet ind i ansøgningen, hvis du for eksempel skal bruge tid på at finde dokumentation, så du ikke skal starte forfra.

Hvis du søger til en privat lejebolig, er det altid en god idé, at du har din lejekontrakt klar. Her vil du som regel blive bedt om at sende kontrakten med i ansøgningen. Det er vigtigt, at din lejekontrakt er underskrevet af både dig selv og din udlejer.

Bor du derimod i en lejlighed lejet under et alment boligselskab, skal du ikke selv vedhæfte din kontrakt. Her får Udbetaling Danmark automatisk informationerne om din bolig fra boligselskabet.

Det er vigtigt, at du melder flytning i folkeregistret, før du søger om boligstøtte. Det kan du gøre 4 uger inden du flytter over Borger.dk. Når du har gjort det, kan du søge boligstøtte med det samme. Din ansøgning vil dog først blive behandlet efter den dato, du rent faktisk er flyttet ind i boligen. Du får altså først din boligstøtte efter, du er flyttet ind. Hvis du søger inden for de første 30 dage af din indflytning, kan du få udbetalt din boligstøtte med tilbagevirkende kraft.

Du kan følge din ansøgning om boligstøtte på din side hos boligstoette.dk, hvor du logger på med NemID.

Bedre IT-systemer til sagsbehandling af boligstøtte ansøgninger

Boligstøttesystemet udskiftede IT-system i 2018. Dette var en del af en modernisering af alle Udbetaling Danmarks IT-systemer. Det nye system har forbedret servicen ved at have flere sagsbehandlinger, der bliver løst automatisk. Dette gør sagsbehandlingerne meget hurtigere, skaber bedre kommunikation og giver en god selvbetjeningsløsning, hvor der er et samlet overblik.

Det nye system har blandt andet skabt et bedre og enklere system over breve. Før i tiden blev der sendt breve ud på faste datoer. Nu sendes der kun breve ud, når der sker noget nyt og relevant i forhold til din boligstøtte. Dette forgår for eksempel på samme måde som nethandel, hvor du modtager beskeder, når du køber noget, eller hvis der er relevant information i forhold til din kommende pakke. På samme måde modtager du kun et brev, hvis der sker noget relevant i forhold til din boligstøttesag.

Selvbetjeningen på borger.dk/boligstøtte er blevet mere individuel. Når du logger ind i systemet, kan du kun se relevante muligheder for netop din boligstøtte. Her fremhæves det, hvis du for eksempel har modtaget et brev, som skal have et svar retur. Du har også et arkiv over alle de breve, du har modtaget, så du kan holde overblik over de hændelser, der har været i forhold til din boligstøttesag. Det er derfor let for dig at holde styr på din sag, hvad end du sidder på din computer, mobil eller tablet.

Det nye IT-system har altså være med til at gøre det langt lettere for dig, at søge om boligstøtte, holde øje med din sag og få behandlet din sag.

Automatisk ændring i din boligstøtte

Der kan være situationer, som er afgørende for, om din boligstøtte skal ændres. Det kan for eksempel være en ændring i din indkomst eller antallet af beboere i boligen. Dette er ikke nødvendigvis noget, du selv skal tage højde for.

Sker der for eksempel ændringer i din indkomst, bliver Udbetaling Danmark direkte informeret gennem skattestyrelsen. Hver måned tjekker Udbetaling Danmark op på, om du har fået den boligstøtte du er berettiget til ud fra de oplysninger skattestyrelsen har om din indkomst og eventuelt indkomsten for dem, du bor med. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at din boligstøtte også bliver påvirket af for eksempel indkomsten hos din ægtefælle, sambo eller børn over 18 år.

Har du fået for meget udbetalt i boligstøtte, vil beløbet blive trukket automatisk fra din kommende boligstøtte måneden efter. Det samme gælder naturligvis, hvis du har fået for lidt udbetalt, og derfor skal have lagt mere oven i den næste måneds boligstøtte.

Du kan også selv gå ind på din side hos boligstoette.dk og melde om ændringer i din boligsituation, hvis der for eksempel er kommet ændringer i din husleje eller lignende.