En stikprøve viser, at en tredjedel af legetøjet ikke lever op til sikkerhedskravene.

Legetøj skal være sjovt og sikkert for børn, men er det ikke lavet ordentligt kan det være direkte livsfarligt. Sikkerhedsstyrelsen har lavet en stikprøve, der viser, at man skal være meget opmærksom når man køber legetøj på nettet. Styrelsen testede 106 produkter købt på danske webshops, hvoraf de 35 dumpede sikkerhedskontrollen.

Læs også: Politiet advarer: Folk bliver snydt for millioner

Rådet lyder at tjekke legetøjet ordentligt, når man har modtaget det.

– Når man modtager pakken, kan man undersøge legetøjet, før man giver det til sit barn. Er barnet under tre år, er det særligt vigtigt at kigge på, om der kan falde smådele af. Smådele kan kvæle små børn. Man kan også vurdere, om barnet kan rive sig på produktet, få fingrene i klemme eller om der er lange snore, som barnet kan blive stranguleret i, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Lone Brose, i en pressemeddelelse.

I sin kontrol har Sikkerhedsstyrelsen kigget på, om legetøjet havde den korrekte CE-mærkning, brugtsanvisninger og advarsler, samt om forhandlerne kunne fremvise teknisk dokumentation.

Styrelsen foretager også stikprøver af legetøj købt i fysiske butikker, men den undersøgelse er ikke færdig endnu.