En ny bølge af afpresningsmails skyller ind over de danske indbakker. Politiet opfordrer til, at modtagerne forholder sig roligt.

“Jeg har afslørende, seksuelle videoer af dig. Hvis ikke du overfører penge til den her konto, vil jeg sende dem til dine venner og familie.”

Nogenlunde sådan lyder det i en ny bølge af afpresningsmails ifølge det danske sikkerhedsfirma CSIS. Fænomenet, der kaldes sextortion, er ikke nyt i sig selv. Det nye er, at mailene er skrevet på dansk.

Hvordan skal modtagere af den ubehagelige mail forholde sig? Vi har spurgt Rigspolitiet.

– Man skal slå koldt vand i blodet. De her mails udsendes i millioner. Selvfølgelig kan man anmelde det til politiet, og vi optager og registrerer det som en anmeldelse. Så vil det komme ind i en stor bunke, og efterforskningsmulighederne er ikke ret store. Det kan sammenlignes med at lave en færdselskontrol, hvor man tror at man kan få fat på alle, der kører for stærkt. Det kan man ikke; man får fat i en stor del af dem, siger Niels Denny Sørensen, vicepolitiinspektør og operativ chef i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3), til It-borger.dk

I det hele taget vil mængen blive for voldsom for politiet, hvis de får en anmeldelse om alle svindelmails, fortæller vicepolitiinspektøren. Han opfordrer derfor til, at man som modtager sletter mails man ved, ikke har noget på sig.

– Man skal slette de mails, man ikke har nogen aktier i. Mængden vil ellers blive for stor for politiet, siger han.

NC3 samler anmeldelser og andet i store databaser i Europol for at forsøge at finde gengangere i de masseudsendte svindelmails.

It-borger.dk anbefaler: Surf helt anonymt på nettet med en VPN. Læs mere på Bredbånd.dk