Børn og unge kan overtræde loven, når de køber knive, der er efterligninger af dem, de har i spil. Politiet opfordrer forældre til at tale med deres børn.

I populære computerspil som Counter Strike kan man købe sig til forskellige våben. Flere børn og unge køber billige knive på nettet, der er efterligninger af dem, de kender fra spillene. Det er bare langt fra at være uskyldigt legetøj, advarer Nordjyllands Politi.

– De vil måske gerne bare imponere vennerne, fordi de har købt en kniv, der er populær i eksempelvis Counter Strike. Men sådan en kniv er ofte udformet på en måde, der gør, at den er uden anerkendelsesværdigt formål og derfor ulovlig at være i besiddelse af i Danmark. Kniven er ikke nødvendigvis lovlig, selv om den popper op i et lovligt spil eller på en lovlig hjemmeside, siger politikommissær René Kortegaard-Jensen fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet opfordrer derfor til, at man som forælder snakker med sit barn om det. Selvom det virker som et uskyldigt køb, kan det få store konsekvenser, forklarer René Kortegaard-Jensen.

Læs også: Falsk it-mand fuppede sig til 45.825 kroner

– Vi bliver involveret i de sager, hvor lufthavnen beslaglægger knive, som er købt af personer i vores politikreds. Men uanset om en ulovlig kniv når frem til køberen eller ej, så kan det være en overtrædelse af våbenlovgivningen. Det kan føre til sigtelse, bøde, fængselsstraf eller som minimum, at de sociale myndigheder bliver inddraget, siger han.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi kender man også til problemet. Her opfordrer man også til dialog mellem forældre og børn.

Foto: Rigspolitiet