Bloggere og andre influencers skal kunne stilles til ansvar for det, de lægger ud på blogs og sociale medier, mener minister. 

Medier har en ansvarshavende chefredaktør, der har det endelige ansvar for, hvad mediet vælger at bringe. Sådan er det ikke med de såkaldte influencers, der har mange følgere på sociale medier. Det skal der laves om på, mener Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. 

Reality-stjernen Fie Laursen lagde i weekenden et selvmordsbrev op på Instagram, hvor hun har i omegnen af 30.000 følgere. Og det burde have konsekvenser, mener ministeren. 

– Så ville hun (Fie Laursen, red.) kunne blive stillet til ansvar over for straffeloven i forbindelse med at lægge ting op, der går på tværs af de presseetiske regler, der påhviler en redaktør, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau. 

Læs også: Svindelforsøg på sociale medier er eksploderet – virksomheder bombarderes også

I de vejledende regler for god presseskik står der blandt andet: 

– Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

Hvordan ministeren forestiller sig koblingen mellem brud på de vejledende regler for god presseskik og straffeloven er dog uklart. At bryde de vejledende regler har nemlig ingen strafferetlige konsekvenser. 

Opslaget nåede at ligge på Instagram i næsten to dage, inden det blev fjernet. 

Fie Laursens bror, Boris, bekræfter på Instagram, at Fie forsøgte selvmord, men at hun nu får den nødvendige hjælp.