Gem en kopi af dine vigtigste filer. Bliv klogere på hvordan.

Det kan virke tidskrævende og besværligt, men det er det værd. Tager du regelmæssig backup af dine vigtigste filer, har du dem altid, uanset om computeren går i stykker, bliver stjålet eller noget helt tredje. Når først filer er væk, kan man sjældent få dem tilbage igen. Det er her du bliver glad for din backup.

Der er mange måder at lave backup på. Vi anbefaler dog, at du holder backuppen væk fra computeren, så du stadig kan få adgang til den hvis der sker noget med computeren.

Fysisk backup
Du kan eksempelvis købe en ekstern harddisk, som du kan sætte til computeren og kopiere de vigtigste filer over på. Nogle af dem har endda en automatisk backupfunktion, hvor den tager en kopi af de filer og mapper, du har bestemt med et fast tidsinterval Desværre kan den eksterne harddisk også gå i stykker, blive stjålet osv.

Backup i skyen
Et af alternativerne er at gemme backuppen på internettet. Det kan f.eks. være i Dropbox, Microsofts One Drive osv. Også mange af dem kan indstilles til at lave backup helt automatisk. Her er du mere sikker på at kunne få adgang til dine filer, fordi de ligger på store servere og ikke en lokal harddisk, der kan gå i stykker. Til gengæld kan du potentielt blive mere sårbar over for sikkerhedsnedbrud, læk osv. fordi dine filer er i hænderne på udenlandske firmaer.

Du kan læse mere om online backupløsninger på bredbånd.dk