Politiet advarer mod udbredt tendens blandt danskere på ferie.

Postkortet fra feriedestinationerne er blevet afløst af selfies og andre opdateringer på sociale medier. Budskaberne når hurtigere frem til venner og familie end det gamle postkort, men der er en grim skyggeside. Indbrudstyve kan kigge med på sociale medier for at finde ud af, om du er hjemme eller ej.

Derfor opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi til, at man først lægger billeder ud når man er hjemme igen.

Læs også: Politiet advarer forældre: Tal med jeres børn

– Et foto på Facebook, mens ferien står på, er det samme som at fortælle indbrudstyven, at din bolig er alene hjemme. Lad derfor være med at fortælle om ferieplanerne på Facebook, lægge et foto af den eksotiske frokost på Instagram eller at fortælle på Linkedin, at du snart tager væk fra kolleger og forretningsforbindelser. Vent med at dele ferieminderne til du er kommet hjem igen, siger vicepolitiinspektør Chr. Østergård, der leder Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion, i en pressemeddelelse.

Derudover anbefaler politiet, at du får boligen til at se beboelig ud inden du tager på ferie.