Reglerne for ytringer er de samme uanset, om du er på nettet eller ude i virkeligheden. Vi dykker ned i de vigtigste paragraffer.

Vi har en grundlovssikret ytringsfrihed i Danmark, som medier og mange andre går langt for at forsvare. Nogle tror, at ytringsfriheden giver dem ret til at sige og skrive hvad som helst. Det er ikke tilfældet. Der gælder de samme regler på nettet, som der gør i det øvrige samfund.

Trusler mod politikere
De seneste år er der faldet en række domme mod folk, der har truet politikere på Facebook. Mens det er bredt anerkendt, at politikere skal tåle en hård tone i politiske debatter, er det ikke i orden at true politikere eller deres familier. Politikere er beskyttet af straffelovens §119:

“Den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.”

I 2016 blev en kvinde idømt 60 dages betinget fængsel for blandt andet at have skrevet følgende til den konservative politiker Mai Mercado på Facebook:

– Du har gjort en del mennesker vrede på dig, du skal ikke føle dig for sikker på gaden med dit lille skrøbelige barn!

Trusler mod alle andre
I sager om ytringer på nettet, er straffelovens paragraffer om freds- og æreskrænkelser også relevante. Mennesker, der ikke er i offentlig tjeneste eller hverv er beskyttet af straffelovens §266:

“Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

I 2017 blev en mand idømt 30 dages betinget fængsel efter straffelovens §266. Han var kommet med følgende udsagn rettet mod politikerne Jens Rohde og Morten Østergaard:

– Rohde og Østergaard er de allerførste den dag, vi finder rebene frem.

Anklageren havde ønsket, at manden skulle straffes efter de skærpende omstændigheder i §119.

Racisme
Den såkaldte racismeparagraf, straffelovens §266b er meget omdiskuteret:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Flere politikere er blevet dømt efter den. Det har længe været diskuteret om paragraffen simpelthen er for bred.

I 2014 skrev Mogens Camre fra Dansk Folkeparti følgende på Twitter:

– Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.

I byretten blev han dømt for racisme, hvilket landsretten senere stadfæstede. Straffen var en bøde på 8.000 kroner.

Injurier og bagvaskelse
I straffelovens §267 finder vi injuriebestemmelsen:

“Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Bagvaskelse er en skærpet form for injurier, hvor den person, der kommer med påstanden om en person udmærket ved, at der ikke er dokumentation for påstanden. Straffelovens §268:

“Er en sigtelse fremsat eller udbredt mod bedre vidende, eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at anse den for sand, straffes gerningsmanden for bagvaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år.”

Politiet kan ikke rejse sigtelse i sager om injurier og bagvaskelse. Det kræver derfor et civilt søgsmål.