Indbrudstyve er vilde med at sælge tyvekosterne på nettet. Ved at tage et par forholdsregler kan man nedsætte risikoen for, at købe hælervarer.

På nettet er der mange gode tilbud på brugte ting. Platforme som Facebook og Den Blå Avis formidler hvert år et utal af handler mellem sælgere og købere. Desværre er en del af de solgte ting stjålet ved indbrud, og det er derfor ulovligt at købe dem.

Hæleri kan straffes med bøder og op til halvandet års fængsel. I de groveste tilfælde er strafferammen seks års fængsel.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler et par enkle forholdsregler, når man køber brugte ting på nettet:

1. Betal med MobilePay
Indbrudstyve vil rigtig gerne have kontanter, fordi de ikke kan spores. Det kan MobilePay til gengæld. Alle brugere af MobilePay er registreret med sit CPR-nummer, så det gør det nemt for politiet at finde frem til sælgeren på et senere tidspunkt.

2. Køb af sælgere, der er NemID-verificerede
På mange handelsplatforme kan man bekræfte sin identitet via NemID. Som med MobilePay kan handler derfor altid spores tilbage til sælger.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2017 afgjort 2.036 sager om indbrud.