Ejeren bag fixminopgave.dk, Frederik Drews, har fået forbud mod at sælge skoleopgaver.

Det vakte voldsom debat da Frederik Drews stod frem med sin tjeneste fixminopgave.dk, hvor han gennem et hold af skribenter tilbød skoleelever at skrive opgaver, der ville give en bestemt karakter. Siden blev der nedlagt forbud mod fixminopgave.dk, så Frederik Drews flyttede aktiviteterne over i et engelsk selskab, som der også blev forbudt.

Nu har sagen taget en ny drejning.

Sø- og Handelsretten har stadfæstet Forbrugerombudsmandens forbud, der er rettet mod Frederik Drews personligt. Det er første gang, det er sket.

– Vi har ikke tidligere nedlagt forbud direkte over for en person. Men denne person fortsatte markedsføringen af opgavebesvarelser. Vi har derfor vurderet, at det var nødvendigt også at nedlægge et forbud over for personen.Det krænker almene samfundsinteresser, når man tjener penge på at sælge opgavebesvarelser til elever. Desuden kan eleverne bortvises fra eksamen, hvis de afleverer en købt opgavebesvarelse. Det er efter vores vurdering groft og i strid med god markedsføringsskik, siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, i en pressemeddelelse.

Frederik Drews mødte ikke op i Sø- og Handelsretten.

Du kan se mere til den kontroversielle iværksætter og fixminopgave.dk i DR3-dokumentaren “12-tal til salg” her