Sms - børn og unges kommunikationskanal
Mobiltelefon og sms er blevet en uundværlig del af mange børn og unges hverdag.
Nogle hurtige tryk på tasterne og du er i kontakt med vennerne. Sms - de korte tekstbeskeder på mobiltelefonen - er blevet en fast bestanddel af børn og unges dagligdag.
Forkortelse for Short Message System. Med sms er det muligt at sende og modtage billed- og tekstbeskeder på op til 160 tegn via mobiltelefonen.
Med sms'er er de i løbende kontakt med vennerne og kan lydløst sludre, sladre, lave aftaler og meget andet.
Ni ud af ti har mobiltelefon
Mobiltelefonen er på kort tid blevet et uundværligt redskab for mange børn og unge. Ni ud af ti børn og unge i Danmark har en mobiltelefon, og den bruges først og fremmest til at sende sms'er.
Det viser flere forskellige undersøgelser, blandt andet den danske del af forskningsprojektet Mediappro gennemført i 2005-06 af universiteter og offentlige myndigheder i ni europæiske lande.
I følge undersøgelsen har 95,5% af de 575 deltagere i alderen 12-18 år en mobiltelefon, og 80% af dem bruger mobiltelefonen til at sende og modtage sms'er. Det er først og fremmest kommunikationen med vennerne, der sker med sms, mens kontakten med forældrene mest foregår som telefonsamtaler og kun i begrænset omfang via sms.
Aftaler og flirt
Næsten 60% af deltagerne siger, at de bruger sms'er til at lave aftaler med vennerne. Blandt de 15-18-årige bruger en del også sms til at flirte, som er nemmere og mere uforpligtende vis sms end ansigt til ansigt.
44,5% af de adsprugte henter oplysninger via sms, mens et fåtal bruger mobiltelefonen til at gå på internettet. De mere avancerede muligheder bruges endnu af ret få - kun hver femte sender eller modtager billedbeskeder i følge denne undersøgelse.
En anden og lidt nyere undersøgelse peger også på, at de unge kun i begrænset omfang udnytter muligheden for at gå på internettet vía mobiltelefonen, fordi de tekniske muligheder sætter for mange begrænsninger.
Undersøgelsen blev gennemført i sommeren 2006 af Index Danmark som led i projektet Mobile Medier og omfatter københavnske unge i alderen 16-32 år. Undersøgelsen viser, at sms bruges flittigt - også til at deltage i for eksempel konkurrencer. Derimod er de adspurgte ikke meget for at få reklame-sms'er og vil kun have dem i begrænset omfang og relateret til på forhånd angivne interesser.
Kan ikke undværes
Begge undersøgelser understreger, at mobiltelefonen og sms'er er fast inventar og umulig at undvære. Det vile være utænkeligt at gå uden for en dør uden mobilen. Det gælder efterhånden for børn og unge i alle aldersgrupper såvel som for både piger og drenge, hvilket klart fremgår af to danske undersøgelser af skolebørns brug af mobiltelefon.
Den ene undersøgelse er lavet som led i EU's Eurobarometer om sikker brug af internet og mobiltelefon. Undersøgelsens danske del består af interviews med børn i alderen 9-14 år. Stort set alle deltagerne har en mobiltelefon, og de bruger den først og fremmest til at sende sms'er til vennerne. Blandt drengene er det også ret udbredt at sende, modtage og dele billedbeskeder; mens pigerne foretrækker at tage fotos.
Alle deltagerne opfatter mobiltelefonen som et vigtigt bindeled til vennerne, og især de ældste deltagere giver udtryk for at ville føle sig isoleret, hvis de ikke har adgang til deres mobiltelefon.
- Sms: bruges over for vennerne til beskeder, aftaler og smalltalk samt til flirt og mobning.
- Opkald: bruges til kommunikation med forældrene og mere komplicerede samtaler med vennerne.
Kilder: Mediappro og ph.d. Ditte Laursen, SDU.
Den anden undersøgelse er lavet af Børnerådet og tegner et bredt billede af børn i 5. klasse. Den viser ligesom de andre undersøgelser, at ni ud af ti har en mobiltelefon. Otte ud af ti bruger den i en normal uge til at sms'e og mms'e.
I følge de adspurgte risikerer man nemt at være uden for, hvis man ikke har en mobiltelefon - og endda helst den rigtige og mest moderne. For en ny og smart mobil er vigtig for at være med i det sociale liv, der foregår via sms, mms, telefonsamtaler og videoer.
Det er ikke nok bare at have en ny og smart mobiltelefon. Du skal også helst være online og svare på en sms inden for 2-3 minutter. Ellers udløses reaktioner som: "Er du sur?" Det afdækker blandt andet et forskningsprojekt gennemført af ph.d. Ditte Laursen på Syddansk Universitet. Projektet har fulgt en gruppe 14-åriges brug af mobiltelefonen og viser, at den er et vigtigt redskab til at dyrke og pleje sociale netværk.
Mobning
Mobiltelefon og sms kan også bruges til andet end praktiske beskeder og uskyldig sjov. Drilleri og mobning har fået nye muligheder med mobil og sms, hvilket fremgår af såvel flere af de nævnte rapporter som af andre undersøgelser.
Undersøgelsen af 5.-klasserne afslører, at 13% af børnene har prøvet at blive mobbet gennem mobiltelefonen enten i form af sms, mms eller opkald. En undersøgelse fra 2004 af 7.-klasser viste, at 5% af de adspurgte børn havde oplevet mobning via mobiltelefonen. Så der er tilsyneladende sket en vækst i mobning via mobilen, hvilket også andre undersøgelser peger i retning af.
De fleste af deltagerne i Eurobarometers undersøgelse giver udtryk for, at de har oplevet mobning og trusler - specielt via sms'er. Det kan afføde utryghed og frygt. Især hvis sms'en er sendt fra en skolekammerat, som man møder næste dag i skolen.
En amerikansk undersøgelse gennemført som led i Pew Internet & American Life Project i efteråret 2006 blandt knap 1.000 unge viser på samme vis, at 13% af de adspurgte har modtaget truende sms'er, mms'er eller e-mails. Mest udsatte er piger i alderen 15-17 år.
I følge både den amerikanske undersøgelse og Eurobarometer oplever deltagenre dog mere mobning i den virkelige verden end i den virtuelle. De er opmærksomme på faren for mobning, men opfatter den ikke som så alvorlig, at de ændrer adfærd i brugen af mobiltelefon og internet.
Dyr fornøjelse
Selvom den enkelte sms eller mms ikke koster ret meget, kan en omfattende brug dog godt løbe op i ret store summer. Særligt hvis der bestilles ringetoner eller billeder til mobilen eller sendes sms'er til betalingstjenester for eksempelvis af deltage i afstemninger, ønske musik i radioprogrammer eller tegnefilm på tv-stationer.
På nogle tv-stationer kan du via sms deltage i en afstemning om, hvilken tegnefilm der skal rulle over skærmen. En sådan sms kan koste op til fem kroner, og ofte kan der være flere afstemninger i løbet af en eftermiddag.
- 74% har sendt én eller flere indholdstakserede sms'er
- 61% har deltaget i afstemning i forbindelse med tv- eller radioprogram
- 36% har købt ringetoner, spil eller billeder til mobiltelefonen
- 35% har deltaget i konkurrence med præmier
- 10% har købt ting, figurer eller spillepenge til internetspil.
Kilde: Forbrugerstyrelsens Forbrugerundersøgelser 2006.
Børns brug af indholdstakserede sms'er er ret udbredt. Tre ud af fire børn i alderen 9 til 13 år har prøvet at sende en eller flere indholdstakserede sms'er og mere end hver femte sender indholdstakserede sms'er ugentligt eller hyppigere. Det viser en undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen af 9-13-årige børns forhold til indholdstakserede sms'er.
Undersøgelsen viser også, at børn ikke altid er klar over, hvor dyrt det kan blive. Den viser, at 25% af de børn, som har prøvet at sende en indholdstakseret sms først bagefter har opdaget en ekstra pris. 33% af børnene kender ikke prisen på den hidtil dyreste sms, som de har sendt. Lige så mange har oplevet, at de ikke fik den ringetone, det spil eller lignende, som de bestilte via sms.
For at modvirke ubehageligt store regninger indfører teleselskaberne muligheder for at begrænse, hvor meget der kan tales for hver måned - ved hjælp af en saldokontrol. Når saldoens grænse nåes, spærres mobiltelefonen simpelt hen. Der tilbydes også mulighed for at indstille abonnementet på en måde, så der ikke kan lave opkald, hvor sms-taksten er højere end normalt.
Fremtidsperspektiver
Børn og unge har været hurtige til at tage sms-teknologien til sig og finde nye måder at bruge den på, som både passer ind i og udvider deres dagligliv. Mobiltelefonen og sms har på få år ændret børn og unges dagligdag og skabt en hel ny kultur.
Med sms kan de enkelte børn og unge hurtigt og nemt være i kontakt med hinanden i alle døgnets vågne timer, ligesom sms'er kan bruges som massekommunikation og invitere til fest eller demonstration.
Derfor ser såvel kommercielle aktører inden for underholdningsindustrien som politiske, faglige og religiøse organisationer og græsrodsbevægelser store muligheder for at bruge sms og mms i forhold til børn og unge, der samtidigt kan virke som inspirator for nye måder at bruge sms-teknologien på.
De nye muligheder for at bruge mobiltelefonen til lyd, billeder og video er efter en lidt tøvende start ved at blive grebet af børn og unge og vil givetvis få antallet af sms'er og og især mms'er til at vokse endnu mere. De stadig mere avancerede mobiltelefoner - smart phones - vil dog måske på lidt længere sigt bremse væksten af sms'er eller endda føre til et fald, fordi de også kan bruges til at sende og modtage e-mails.
Men e-mails via mobiltelefonen vil næppe afløse de populære og let håndterlige sms'er - blot være en supplement til og én ud af mange funktionaliteter på en stadig mere uundværlig mobiltelefon.
Læs mere:
> Børnerådets rapport "Portræt af 5. klasse"
> Mediappro-rapport: "The Appropriation of New Media by Youth"
> Eurobarometer 2007: "Safer Internet"
> Pew Internet & American Life Project: "Cyberbullying and Teens"
> Forbrugerredegørelse 2006: "Børn og indholdstakserede sms'er"
> Rapporter og undersøgelser fra Medierådet om børns brug af internet og mobiltelefon




English